I november 2021 holdt vi et første møde om den videre udvikling af området. Nu tager vi tråden op og indbyder alle i området til et nyt udviklingsmøde fredag 11.2 kl. 19.30 på Concura, Ringstedvej 239, Kvanløse.
Inden da har du/I mulighed for at deltage i fællesspisningen.
Fællesspisning 18.15 (for alle)
Hvis du – i lighed med de allerede 35 tilmeldte pr. 1.2 – ønsker at spise med, skal du/I tilmelde jer senest 4. februar hos Ragnhild’s, Ringstedvej 208 eller til jens@kvanlose.dk. Betaling sker ved ankomst. Menuen er flæskesteg og is. Pris for alle: 50 kr. pr. kuvert. Drikkevarer kan tilkøbes til rimelige priser.
Udviklingsmøde 19.30 (for alle)
Vi fortsætter med et møde om, hvordan vi ønsker udviklingen i området. Hvad skal der fx ske på grunden ved Ringstedvej 192, når huset forhåbentligt snart bliver revet ned? Og så tager vi tråden op fra de mange gode idéer, der kom på bordet, da vi holdt vores første møde 4. november sidste år (klik HER for at se stort billede). Ligesom dengang vil vi blive kyndigt guidet gennem aftenen af Michella Schack fra LAG Midt-Nordvestsjælland.
Vi håber, at rigtigt mange vil møde op og gøre deres besyv med. Vi vil naturligvis sørge for at tage de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, for ganske vist er restriktionerne væk, men smitten er her jo stadigvæk.