Tale holdt af sognepræst Samuel Leth-Larsen v. Jens E. Jørgensens bisættelse
Kvanløse Kirke d. 1. juli 2022 

”En ildsjæl er blevet slukket”. Denne overskrift kunne vi læse forleden i et mindeord om Jens Jørgensen i Nordvestnyt, og det må siges at være en dækkende overskrift, for om nogen var Jens Jørgensen en ildsjæl. Her og der og alle vegne var han til stede, ikke mindst som verdensmand i Kvanløse og omegn, hvor han var respekteret og afholdt som ingen anden. For Jens var om nogen sognets og lokalområdets mand; en på én gang ydmyg og handlekraftig skikkelse, som var tro i både småt og stort. Derfor vil Jens også efterlade et savn og tomrum hos alle os, der har haft stor glæde af hans venskab, og nydt godt af Jens’ kolossale indsats for fællesskabet. Men alting har en tid, og i dag er det altså tid til at tage afsked med Jens Jørgensen, som var et generøst og hjælpsomt menneske, der har sat dybe spor og gjort indtryk på ufattelig mange måder hos os alle.

Jens blev født i Lynge v. Sorø d. 19. juli 1945 som den yngste i en børneflok på 6, og trods modgang fik han en god og kærlig opvækst. Han gik aldrig sulten i seng, måske fordi alle børnene kunne deles om én enkelt slæbesild….  Hvordan det? Jo, slæbesilden blev nemlig i bogstaveligste forstand ”slæbt” hen over en skive rugbrød, hvorefter selv samme sild fortsatte til næste skive rugbrød, og næste igen…. og således blev smagen af en enkelt slæbesild fordelt på mange skiver rugbrød, og sultne barnemunde mættet med små midler.      Trods trange kår havde søskendeflokken imidlertid et godt sammenhold, og Jens var altid en god og hjælpsom lillebror. Dog havde Jens og den øvrige familie den store sorg at deres far døde efter kort tids sygdom umiddelbart efter Jens’ syvårs fødselsdag. Men trods sorgen gik livet videre; Jens kom på Stenmagle Skole, hvor han efter syv års skolegang og konfirmation fra Stenmagle Kirke, kom ud at tjene på omegnenes gårde i en tidlig alder.

Senere i sin ungdom blev Jens soldat i forsyningstropperne, i Holbæk, København og Nordsjælland, hvor han bl.a. i en periode var chauffør for oberst Permin. Herefter tog han på ”Unge Hjems Højskole” i Skåde v. Århus, inden han atter vendte tilbage til den sjællandske muld i sommeren 1966 og blev udlært indenfor handel m. korn og foderstoffer hos Holbækegnens Andels Grovvareforretning i Gislinge, der i 1973 blev sammenlagt med DLG.

Efter et kort ophold som afdelingsleder hos Carl J. Ulrich & Søn i Haslev i 1978 og 79 blev Jens i 1980 ansat som afdelingsleder hos HC Handelscenter i Venslev v. Skibby, hvor han var en trofast og loyal afdelingsleder og kollega i 28 år. Han satte en ære i sit arbejde, efteruddannede sig løbende, og var vellidt og afholdt af alle hos HC i Hornsherred. Og selv om han officielt gik på efterløn i 2008, fortsatte han med at arbejde for HC i en årrække, især når det var højsæson og høst. Men selv om Jens arbejdede mange timer ugentlig for HC, udviste han også et stort overskud til familie og venner – naboer og sogn.

Det var en stor lykke for Jens, da han blev ramt af Amors pil og efterfølgende blev gift med sin elskede Kirsten fra Skov Vallenderød i Tølløse Kirke den 6. marts 1971. De unge mennesker bosatte sig her i sognet, i Havremarken 11, hvor Jens boede helt frem til sin død forleden. Sammen havde Kirsten og Jens stor betydning for naboer og disses børn i Havremarken; for nogle af nabobørnene blev de en slags reserveforældre, hvilket var en stor glæde for Jens og Kirsten, da de ikke selv fik børn. I det hele taget betød godt naboskab rigtig meget for Jens i alle årene…. og ikke mindst for alle jer der boede i og omkring Havremarken! I 1996 havde Kirsten og Jens den store glæde at fejre sølvbryllup på Hotel Strandparken i Holbæk – Jens gik nemlig aldrig af vejen for en god fest, ikke mindst fordi Jens elskede at danse og feste. Men lykken med Kirsten varede ikke ved, for desværre havde Jens den store sorg at miste hende alt for tidligt i 2005, da hun døde af kræft.         T

Dog gik livet videre for Jens, for handlekraft og livsglæde var to af mange gode karaktertræk hos Jens. På en måde var Jens altid på vej – ikke for sig selv, men for andre. Altid var Jens hjælpsom og udviste stort overskud for de mange mennesker han mødte på sin livsvej. Han var præcis og udnyttede tiden optimalt til glæde for familie, sogn og forskelligt foreningsliv som f.eks. kortklub og petanquespil, gymnastikhold og cykelklub, jo, Jens havde mange jern i ilden og var altid deltagende og pligtopfyldende i alt, hvad han foretog sig.

I familien er I mange som igen og igen har erfaret dette; Svigermor Inga besøgte Jens trofast hver eneste uge, tæt kontakt til søskende og svigerinder og nevøer og niecer, var også naturligt og vigtigt for Jens livet igennem, og når der var brug for en hånd, var Jens ofte på pletten. Ind imellem dukkede han endda uopfordret op, når han fornemmede, han kunne gøre en forskel, med sit positive og glade væsen udviste han stor omsorg. Men Jens havde også holdninger; til familiefesterne var det altid Jens, der holdt tale, fordi han gerne ville og havde evnerne – for Jens var dygtig og havde mange talenter. Dette kom også til udtryk i det årlige julebrev, en slags årskrønike som altid blev afsluttet med et politisk tvist, for Jens var ikke Venstremand for ingenting, tilbage i 70’erne og 80’erne var han bl.a. engageret i partiet som formand for den lokale vælgerforening i gammel Jernløse Kommune.

I de seneste år var det også en stor glæde for Jens, at han fik et tæt og fortroligt forhold til dig, Lis, hvor I kunne tale om alt og dele sorger og glæder. I havde begge mistet jeres ægtefælle forholdsvist tidligt, og derfor var det en gave, at I fandt sammen, for som Jens sagde ”var det kedeligt at se fodbold alene”. En rejse til Færøerne og mange kroophold i Danmark nød I også sammen, og en stor glæde for Jens var det at lære dine børn og ikke mindst børnebørn at kende, som han fik lov at være bedstefar for. Da Jens’ helbred gik ned af bakke det sidste halve års tid, efter han blev ramt af kræft, var du også en stor støtte for ham, Lis, hvilket han var meget taknemmelig for.

Sidst men ikke mindst skal Kvanløse Beboerforening naturligvis også nævnes. Fra 1986 næsten frem til sin død bestred Jens formandsposten i den forening, der på en måde blev et hjertebarn for ham. I 37 år arbejdede han utrætteligt for at gøre Kvanløse sogn og omegn  til et fantastisk sted at bo, og gennem dette arbejde har han sat et enormt positivt aftryk for alle os, der har vores liv og gang i sognet. Muntre teaterture, forårs-gåture i sognets smukke landskab, Skt. Hans og Adventsfejring for både børn og voksne, og mange flere aktiviteter blev skabt i årenes løb, som bandt sogn og kirke sammen og skabte sammenhold. For netop sammenhold var vigtigt for Jens, ikke at leve for sig selv men leve for hinanden. Derfor var Jens også elsket og afholdt af alle i Kvanløse og omegn – fordi han brugte sit liv uegennyttigt for andre. Han efterlader et enormt savn hos mange. Men også en stor taknemmelighed, og derfor er vi mange som ærer hans minde i dag, fordi Jens brugte det pund, han blev givet, som vi skal synge om det i salmen ”Du, gav mig, o Herre, en lod af din jord.

Dén salme, og de øvrige salmer vi synger i dag, har Jens selv valgt, for selvfølgelig havde han forberedt sin egen bisættelse. Jens var nemlig altid på alle måder velforberedt. Han har dog ikke skrevet denne tale…. Men han har sat sit præg på den, fordi jeg i den sidste tid har talt med Jens og her modtaget stof til talen. Med et smil gjorde han så også opmærksom på, hvad jeg ikke måtte sige!

Når Jens valgte to høstsalmer, hænger det naturligvis sammen med hans liv; at gøre gavn som Gud det vil, sådan som vi også oplever det i årets gang i landbruget; jorden bliver pløjet, harvet og tilsået inden høsten kommer i hus, bonden gør hvad han kan og stoler på, at Gud gør resten – præcis som vi skal synge det senere: ”Hvad magted jeg vel, om du ej gav held? Det vokser jo medens vi sove” (DDS nr. 728). For sådan var livet for Jens. Han fyldte sin dag med hæderligt virke, hjalp og tog sig af de mennesker han mødte på sin vej, og erfarede at livet handler om at elske sin næste.

Og så stolede han ellers trygt på, at resten skulle Gud nok tage sig af, også, at vi efter livet i denne verden vil møde Kærlighedens Gud ansigt til ansigt og blive favnet og elsket som aldrig nogensinde før. For det må være vores bøn og håb, at vore navne er indskrevet i Jesu Kristi livsbog, sådan som høstsalmen slutter så smukt.      Netop det løfte modtog vi i dåben i kraft af Jesu Kristi opstandelse fra de død; at, som han opstod skal også vi opstå til evigt liv hos Gud.

Det kan vi ikke forstå, men vi kan blive styrket i troen på dette løfte, når evangeliet bliver forkyndt i vores smukke gamle kirke i Kvanløse, det evangelium som Jens ofte lagde vejen forbi Kvanløse Kirke for at høre; både når vi fejrer høstens taknemmelighed, julens glæde, påskens opstandelseshåb og pinsens fællesskabstanke, men også når vi erfarer kirkeårets almindelige og rolige søndagspuls, hvor vi bliver mindet om, at vi er elsket af Gud, og derfor er sat til at elske hinanden.

Dét budskab har vi alle brug for at blive mindet om, at Gud opholder alle ting både i liv og i død, at ”alle gode gaver”, på trods af denne verdens ondskab, ”kommer ovenned”, fra Gud til os, og at vi derfor må takke ”for al hans kærlighed” (DDS nr. 730). Den kærlighed der er størst af alt og vil føre sin lysfyldte sejr igennem på dén signede dag, hvor vi efter livet i denne verden rejser til vort fædreland hjemme hos Gud Fader (DDS nr. 402).

Det er i tro herpå, at vi også i dag trygt og kærligt kan sige: Guds fred være med dig Jens, og Guds fred være med os alle!

Lad os bede sammen:

Vor Gud og vor Far
Lad dit ansigt lyse over med din nåde og fred.
Vi takker dig for Jens og for alt godt, du gav gennem ham.
Bevar os i troen på det evige liv.
Giv os mod til at se os selv som forbundet med dig i alle forhold, i tro i tvivl, i liv og død.
Slip os aldrig ud af dine nådige hænder og hjælp os til trygt at forlade os på, at vi er i dem og bæres af dem.
Hør os for Jesu Kristi skyld.
Amen.